Persulfater (eksemreaktion)

Lappeprøven viser allergi over for persulfater. Det vil sige, at produkter, som indeholder persulfater, kan medføre eksem i de hudområder, som produktet kommer i kontakt med. Allergien er varig, men kan svækkes med tiden, hvis det lykkes at undgå kontakt med persulfater.

Hvor findes persulfater?

Persulfater er oxidationsmidler, som findes i blegemidler og afrensningsmidler til håret.

Persulfater kan desuden forefindes i produkter listet nedenfor. Listen er ikke komplet.

  • Tekstilblegemidler
  • Renseprodukter til tandproteser
  • Rengøringsmidler og geler på laboratorier
  • Industrikemikalier
  • Kalktabs til toiletter

Hvordan finder jeg ud af, om et produkt indeholder persulfater?

Kosmetik

Hvis der er tale om et kosmetisk produkt såsom hårblegemidler skal produktet have en indholdsdeklaration og persulfater vil være opført med en eller flere af disse navne:

  • Ammonium persulfate
  • Potassium monopersulfate
  • Potassium persulfate
  • Sodium persulfate

Hvis der er tale om produkter udelukkende til erhvervsmæssig brug, så står indholdsstofferne ikke nødvendigvis på pakningen, men kan være oplyst i databladet for produktet.

Andre produkter

Andre typer produkter er som oftest ikke fuldt deklarerede, dvs. persulfater kan findes i produktet uden det fremgår af pakning eller datablad. Hvis man har mistanke til specielle produkter kan man kontakte producenten for at få oplysninger om alle indholdsstoffer.

Persulfater kan have forskellige navne i indholdsdeklarationer, bl.a.:

  • Ammonium persulfate
  • Ammonium peroxydisulfate
  • Sodium persulfate
  • Sodium peroxydisulfate
  • Potassium persulfate
  • Potassium peroxydisulfate

Persulfate kan også staves persulphate.

Hvilke produkter kan jeg bruge?

Brug kun produkter uden persulfater. Det betyder du ikke kan blege hår, da der aktuelt ikke findes hårblegemidler uden persulfater.  Vær opmærksom på at der ved visse farvninger af hår anvendes persulfater inden farvningen.

Videncenter for Allergi, Gentofte Hospital
Marts 2014